Nyhedsbrev februar 2020

Det er svært at sige om det er klima forandringerne der slår igennem nu, men det er da mærkeligt, at vi nu skal have regntid i Danmark, det føles i hvert fald sådan her i Troldebo. Legepladsen har taget imod rigtig meget vand, så glide kan vi, men det er bare i pladder.

Personale 

Der er heldigvis andre ting, vi så kan glæde os over, og i den anledning skal vi fortælle, at vi nu fra mandag den 17/2 har ansat 2 nye pædagoger fra en særlig pulje, hvor vi har fået tildelt 557.000kr hvert år i 3 år. Pengene skal gå til ansættelse af enten pædagoger eller pædagogiske assistenter, og de skal arbejde med børnene i alderen 0 til 2 år. Det er nu der for alvor bliver satset på tidlig indsats i børnenes første år i vuggestuen. 

Vi har ansat Sille, der er nyuddannet pædagog, og som har været i praktik i Troldebo, og Anja som er en erfaren pædagog, der har arbejdet 6 år i vuggestue. Sille skal nu primært være hos Troldespirerne, og Anja skal arbejde hos Rumpetroldene, selvom det primært er i vuggestuen, der er bedre normering nu, vil det smitte af på hele huset, for vi er jo sammen både om morgenen og om eftermiddagen, og presset på vikarbudget vil også blive mindre. 

Normering sat op

Troldebos børnetal er sat op til 73, det betyder, at der er flere penge i grundnormeringen, fordi vi også samtidig har flere børn. 

Vi tror på, at den store søgning til Troldebo også hænger sammen med, at vigtigheden for udeliv og natur mere og mere bliver værdsat, og betydningen heraf bliver mere tydelig i forhold til børnenes trivsel. For os gælder det om hele tiden at udnytte de muligheder, vi har for at udelivet sætter tydelige spor i pædagogikken.

Uderum

Uderummet er en personlig udviklingsplads et læringsmiljø, som det så populært hedder. (Ikke kun et lege sted). 

Vi er i gang med en spændende og lærerig udvikling med vores læringsmiljø, hvor legepladsen er delt op i tydelige rum, der kan motivere børnene til forskellige lege og aktiviteter. Vi er også her i gang med at udvikle lege manuskripter og har tilhørende temakasser. Det betyder, at børnene kan blive inspireret af mange ting og finde fordybelse i uderummet. Dette hænger også sammen med arbejdet med den ny styrkede pædagogiske læreplan, som vi skal have færdig til sommer. Dette arbejde er vi godt i gang med. 

Grønne spirer

Vi har nu fået godkendt vores handleplan for grønne spirer, så vi kan modtage det grønne flag igen.

Vi har igennem et år haft fokus på kunst i naturen og har her udarbejdet et katalog, hvor vi igennem alle årets måneder har beskrevet kunst projekter/aktiviteter med børnene. Dette kan i se på hjemmesiden.

Fredag den 21/2 kl. 14 til 16 inviterer vi til fejring af det grønne flag. Vi inviterer pressen og byder på kaffe, te, saftevand og ”grønne kager”. I er alle velkommen. Igennem dagen vil vi lave forskellige natur kunst aktiviteter med børnene. 

I løbet af foråret vil Maria også starte op med sproggruppe, hun vil henvende sig til de mindre børn, hvor Heidi har de lidt større. 

Hændelser

Princip for personalets information til forældre, når der er sket en hændelse. 

Hvornår skal der informeres?

Som udgangspunkt skal der fortælles hver gang der sker noget fysisk/psykisk med et barn, som kan sætte spor, altså betyde noget for barnet senere på dagen. Personalet kan ikke fortælle alt, men hvis et barn bliver meget berørt eller der er synlige mærker eller lign. informeres forældrene. 

Vi skal også informere til de forældre, hvis barn har slået, bidt eller andet, men vi vurderer altid i hvert tilfælde. 

Når personalet informerer, beskriver vi hvad der er sket. (Personalet fortæller ikke, hvem det er, der har gjort noget).

Personalet beskriver, hvad vi har gjort, og hvordan vi oplevede situationen. 

Vores politik er, at vi taler med begge børn i en konflikt/hændelse og forsøger at få børnene til at forstå, hvad der er sket. Bruge ansigts mimik, stemme m.m. for at kunne vise, at noget har gjort ondt. Få den der har slået til at spejle i den anden for at forstå, hvad det har betydet. At børnene taler sammen om det skete.

Politik for at forebygge

Vi skal være meget opmærksomme på alle børn og arbejde med, at alle kan danne relationer til andre, hjælpe ind i leg med andre, sætte ligeværdige børn sammen så de evt. kan danne venskaber, lave små legegrupper indenfor, sætte børn til pause, når de har meget gang i den. 

Farvel til Jesper

Vi skal sige farvel til Jesper fredag den 20. marts.

Der er en slags åbent hus kl. 14 til 16.

I er alle inviteret denne dag, forældre og børn. Kollegaer og samarbejdspartnere er også inviteret.

Vi gør det til en dag, hvor vi skal have det sjovt, og vise Troldebo frem for alle dem, der ikke kender os.

Der skal serveres frugtspyd, grønsagsfade med dip, små pizzasnegle med spinat og fetafyld, samt små frikadeller på rugbrød. 

Mange hilsner os alle i Troldebo.